victim2fashion

No pain. No gain.

2012-03-12T18:02:00.007+01:00

”Kom nu. Én mere!”

Sveden drypper af mig, og med vold og magt lykkes det mig at tage den sidste armbøjning, inden jeg kollapser på gulvet.

Anne Bech kigger på mig med et ikke-imponeret blik, og et splitsekund føler jeg mig som én af deltagerne i de dér fat camp programmer. Overvejer, om jeg efterfølgende vil blive tvunget op på vægten foran publikum for at se, om jeg har tabt flere kilo end det blå hold. Bryder min hjerne med, hvorfor jeg dog betaler den noget så smukke kvinde med de tonede overarme for at piske rundt med mig.

Det er ikke fordi, at jeg lige frem trænger til at tabe mig. Ti timers stillesiddende kontorarbejde kan imidlertid godt give følelsen af at være en omvandrende sofakartoffel med Louboutin sko. Og når jeg har drukket endnu en kop lunken sort kaffe eller hældt to dåser cola light ned, ved jeg godt, at hverken Lene Hansson eller Lotte Arndal lige frem ville klappe i deres små kernesunde hænder af glæde.

Det skal måske nævnes, at de fleste i advokatbranchen rent faktisk lever af sort kaffe og stress. Og selvom kontorets kantine har profiteret en flot smiley hos hjerteforeningen, har jeg på fornemmelsen, at de ikke var på besøg lige den dag, der blev serveret stegt flæsk med persillesovs. Trods gode intentioner er det ikke ligefrem arbejdsmiljøet, der motiverer til en sund livsstil og masser af søvn.

Jeg er ellers lidt af en ekspert i at melde mig ind i træningscentre. Den første uge møder jeg op til samtlige spinningshold (nægter at kalde det ”motionscykling”, ligesom feta aldrig bliver til salattern!). Næste uge møder jeg da også gerne 2-3 gange op på løbebåndet. Især, hvis jeg kan kombinere det med en god tv-serie på Zulu. Men efter et par måneder kan hverken min hårdtprøvede bankkonto eller samvittighed klare flere PBS-betalinger til et næsten ubrugt medlemskab, og jeg må slukøret melde mig ud igen. Det er kropumuligt at fastholde motivationen.

Havde ærlig talt først besluttet mig for, at jeg ville starte med en personlig træner nede fra mit lille lokale fitness.dk på Frederiksberg Allé. Bare mødes anonymt et par gange om ugen for at kickstarte mine nye faste træningsrutine. Men overvældet af min nye beslutning, kom jeg til at nævne det over for min mandlige, ambitiøse og stærkt holistiske kollega og kontormakker.

”Skal du så gå hos Anne Bech?”.

Jeg er så lidt fitnessminded, at jeg ikke aner, hvem eller hvad Anne Bech er.

”Jeg har aldrig hørt om hende”.

”Hende fra Godmorgen Danmark”, fortsætter min kontormakker og retter på sit ulastelige mørkeblå jakkesæt fra Tiger of Sweden. Han løber selv mindst 4 maraton og må afgjort være en eller anden form for æresmedlem i Sparta.

”Hun træner alle de danske skuespillere og modeller. Du må have hørt om hende”.

Min kontormakkers ord får mit hjerte til at hamre. Træner modeller? Har været i Godmorgen Danmark. Tænk, at jeg ikke har vidst noget om det. Det er også direktørens skyld. Vi skal altid se sådan nogle kedelige DR2-programmer og læse weekendavisen. Jeg vil hellere se ”For lækker to love”... og måske den nye sæson af Paradise Hotel. I hvert fald om torsdagen.

I et pludseligt anfald skriver jeg Anne Bechs kontaktoplysninger ned på en seddel. Jeg går ind i et afsides kontor (min kontormakker behøver ikke vide, at jeg tror på alt, hvad han siger) og taster omhyggelig nummeret.

Please, lad hende sige ja. Please, lad hende sige ja…

Jeg kan næsten ikke trække vejret, mens jeg venter. Jeg sidder ved siden af en bunke gamle bind Karnov og krydser fingre så hårdt jeg kan, mens jeg forsøger at trække maven ind og forestille mig, at den en dag er ligeså veltrænet som Nicole Scherzinger’s fra Pussycat Dolls.

”Hallo”, siger Anne (det kalder jeg hende nu). ”Det vil være mig en fornøjelse at se dig i næste uge”.

Jeg ånder lettet op. Det bliver hårdt. Men jeg skal nok klare det.

A Hop. A Skip. And a Jump.

2012-02-25T17:24:00.002+01:00

- A journey is like marriage. The certain way to be wrong is to think you control it.

"Shit. Jeg tror, at jeg tabte min ene ballerina i havet". Jeg kigger ned i det mørkegrå hav med et frygtindgydende blik. "Vi køber bare nogle nye", siger direktøren og lægger omsorgsfuldt armen omkring mig.

"Men det var mine Maloles. Det sidste par hos Leah Maria!"

Ved ikke helt, hvordan jeg er endt på en knirkende træbåd gennem det filippinske øhav midt om natten. Det var ikke lige det, jeg havde i tankerne, da jeg googlede "White Beach" og blev overvældet af farverige bounty strande, som fik mig til at drømme om kridhvidt sand mellem tæerne og en ny bikini fra Juicy Couture. Ikke desto mindre har jeg rejst 32 timer, set 8 afsnit af Americas Next Top Model og bogstavelig talt mistet følelsen i mit højre ben efter at have været indespærret på en sardinæske af et flysæde. Ved ankomst til Manilas lufthavn er mine lyse lokker blevet forvandlet til hvidt afrohår, der ville få selv Kelly Cutrone til at rynke på næsen og overveje, om der virkelig forekommer dårlige hårdage.

Er ikke helt tilfreds med situationen, da jeg bliver oplyst, at hotellet ikke ligger lige rundt om hjørnet. Først en tre timers køretur. Efterfulgt af en mindre sejltur i en lokal fiskebåd. Min krop er så øm, at jeg sender den ubrugte træningsbold på vores stuegulv en pligtskyldig tanke og sværger, at jeg næste måned vil få fulgt op på de yoga øvelser.

Efter hvad der føltes som en uendelig lang sejltur gennem det mørke brusende hav og en svag kvalme, kan jeg skimte små lysglimt fra øen. Af en eller anden grund slår vores fiskerbåd anker. Sender omgående direktøren et misbilligende blik, så han forstår, at svømning er fuldstændig udelukket. En ting er, at havet utvivlsomt er hajfyldt (der var i hvert fald dét stedet slog sig op på i deres brochure – selvom jeg stadigvæk ikke helt har grejet, hvordan dette skal forstås som noget positivt). En anden ting er, at jeg hårdnakket har fastholdt at medbringe min Balenciaga som håndbagage.

"This is big boat. Now YOU go to small boat".

Lukker øjnene. Kaptajnen peger ned i mørket på en lille ustabil plimsoller. Efter kort granskning er der nærmere tale om en hjemmebygget tømmerflåde. "Ræk mig din hånd", siger direktøren i sit mest overbevisende toneleje. Han har gennemskuet, at dette ikke er det rette tidspunkt at udvise svaghedstræk med mindre, at vi skal tilbringe hele natten i big boat.

Jeg får ikke grebet ordentlig fat og før jeg ved af det, kan jeg mærke direktørens hånd glide ud af min, og hele min kropsvægt falde bagud. Det hele går nervepirrende langsomt, men uden at nogen kan gøre noget for at forhindre det. Direktøren og samtlige lokale på båden har allerede konstateret, at jeg er på vej ned i det mørke, grumsede hav.

Mit første instinkt er udelukkende orienteret på overlevelse. Must save the Balenciaga. Jeg holder tasken over hovedet, idet jeg desperat forsøger at holde den væk fra havvand og tang, mens jeg sparker og pladsker med benene i vandet for at holde mig oppe. Efter nogle få dødsskrig bliver jeg opmærksom på, at vandet går mig til navlen. Ingen reaktion fra deltagerne på big boat. Går tavs og lettere fornærmet det sidste stykke i land med min taske på hovedet. Min ene ballerina nåede aldrig med op. Probably got trichinosis.

Efter en meget vemodig tur op til resortet, hvor vi skal bo, får jeg hurtig drukket 2 velkomst kokosnødder. Eftersom den eneste føde jeg har indtaget inden for de sidste 24-timer har bestået af en cup noodel på flyet (som ellers er totalt no-go i mit no-carb regime), går der ikke lang tid før rommen i kokosnødden gør sin indvirkning. Efter et varmt boblebad på størrelse med vores lejlighed i København og én shiatsu massage senere er jeg mit gamle jeg. Havde helt glemt, hvordan Davines og Tromborg kan forvandle selv en trashy Britney Speares til en poleret Betty Draper. Kigger med stor tilfredshed på menu'en, der byder på alt indenfor moderne spabehandlinger. Hvad skal jeg dog med ballerinaer, når jeg kunne tilbringe de næste 3 uger i de varmeste bløde tøfler påsyet hotellets guldlogo...

Pas godt på dig selv.

Din A.

Første skoledag

2011-08-14T13:49:00.007+02:00

Kære M

I starten af 90’erne. The bells tooled for my first day in kindergarten på en lille prætentiøs privat skole i reservatet.

Krumme var min helt. Jeg levede uden mobiltelefon (min mor havde en på ½ kilo til brug for tilkaldevagter, no hankypanky). Min yndlingsfrisure var en hestehale placeret i asymmetrisk vinkel alt for højt på hovedet og bundet med en stor og prydelig pink frotté elastik. Jeg vedstår mig det. Også jeg har været den lykkelige ejer af en ”scrunchy”.

Mindes stadigvæk første skoledag. Stod mutters alene med solgule Lewis bukser og nyt penalhus med skolelæder, som jeg sagde til TV-journalisten i bar befippelse. Genert og blussende rød i ansigtet. Håbede inderligt, at én eller anden tvivlsom eksistens ville tage mig i grabben og love mig evigt venskab.

Det var meget skræmmende. Som sagt: Det var første skoledag. Jeg troede aldrig, den ville komme tilbage, men det gjorde den!

Svaret på min bøn materialiserede sig i form af en pige fra tredje klasse. Hun var ranglet med orange gamacher og togskinner på tænderne. Mælkespanden, og alt hvad der krævedes for overlevelse i dette univers af aliens, viste hun mig, og hun forklarede mig, hvor den usynlige linje til tiendeklassernes enemærker var optegnet. Uden hende ville jeg have været fortabt.

Ti år efter stod jeg foran Øregaard Gymnasium. Børn af Danske samfundsstøtter. Intetanende stod jeg i fløjlsbukser og Dr. Martinsen støvler. Den slags var stadig moderne på den lille katolske skole, hvor jeg isoleret fra omverden havde tilbragt de sidste 10 år i lykkelig uvidenhed om alt det der talte, både i og udenfor skolen. Denne gang var der ikke nogen frelsende engel, der kom og holdt mig i hånden. Året efter skiftede jeg til et gymnasium på Østerbro.

Første dag på jurastudiet. Selvtilliden intakt. Yndige lyshårede blonde piger fra Whiskeybæltets yngste generation. Renskurede og ferskenkindede iklædt uniformen: Mulberry Bayswater og Burberry trench coat. Mulberry og Burberry. De kunne være et søskendepar i en roman af Jane Austen. Var selv iklædt grønne gummistøvler og en fake leopardpels fra Topshop. Troede jo, at jeg var Kate Moss II.

Var sikker på, at jeg skulle traske gennem jurastudiet i en ødemark af ensomhed. Og så på førstedagen, allerede på stationen:

”Ved du hvor Nørreport Station ligger”, lød det på bragende sønderjysk. Bag mig stod en ung iransk medstuderende.

Forbløffet over at blive tiltalt, pegede jeg op på skiltet.

”Vi står foran den”

”Nå før søren. Sikke nogle seje gummistøvler du har på”.

Han kunne lige så godt have sagt ”velkommen tilbage til metropolen”

--- (End of scene (Good ending too))---

På mandag er det din første dag. But don’t You fret. Er netop blevet spurgt om jeg vil påtage mig opdraget med at vise en ny fuldmægtig rundt, eventuelt spise frokost med den pågældende. Someone’s gotta lift the heavy load. Så vi ses i morgen.

Kys fra din A

Lights, Models, Guest List?

2011-08-06T17:34:00.009+02:00

Kære M

Åh gud. Så er jeg her.

Det er 5 timer siden, at jeg forlod Villa Villa Kulla på Østerbro og katten Mogens. Jeg er her virkelig. Jeg er på Bornholm.

Vi går ned af færdselsåren i Gudhjem – og den er bare så idyllisk. Den er fuldstændig som direktøren skildrede, med stengærder og alting. Huset vi bor i blev bygget af direktørens morfar (som faktisk også har bygget selveste hovedvejen). Alle husene har små stråtag og bindingsværk, og foran huset er der stejle, dramatiske klipper, som leder ud til det brusende hav.

Folk gloede ellers noget, da vi landede i Rønne Lufthavn. Så måske også en smule iøjnefaldende ud med oversized Tom Ford solbriller og Carven volcano nederdel. Mine Alaïa hæle klaprede - klik-klak-klik-klak - støjende på vejen, og da vi gik forbi busstoppestedet, sendte to ældre damer i brune kjoler og med tørklæder rundt om hovedet mig et misbilligende blik, mens den ene kiggede stift på min nederdel. Jeg sendte dem et hjerteligt smil og skulle til at råbe ”jeg fandt den i Nué Notes”. Fandt hurtigt ud af, at det slet ikke var mig, der havde fanget de gråhårede madammers opmærksomhed. Det var direktøren, der kom slæbende som et pakæsel bagved med vores overvægtige Mulberry rejsetasker.

Har ikke tænkt på processkrifter eller tjekket mails siden vi landede. Okay. Det kribler måske lidt i maven, da første side af mit nyindkøbte dameblad bøjer i neon, hvordan store dele af den danske og internationale modebranche indtager byen til Copenhagen Fashion Week. Havde øjensynligt mindre hjerneblødning, da vi skulle planlægge feriedatoer.

Mode er da også det sidste, jeg har i tankerne, da jeg forsøger at leve op til direktørens moraliseren omkring min almene viden. Er åbenbart frustreret af at tabe i Bezzervizzer mod vores nyankomne, almendannede vennepar fordi det halter lidt med min paratviden; var ellers stensikker på, at jeg havde løst problemet ved at købe den lyserøde tilvalgspakke. Don’t judge a game by it’s colour darling.

Problemet er, at jeg altid har en forestilling om, hvem jeg gerne vil være, hvilket til tider slører min forståelse af, hvem jeg rent faktisk er. Sommetider foregiver jeg endda over for mig selv, at jeg nyder aktiviteter, som jeg i virkeligheden slet ikke bryder mig om. Sidder alt for ofte og kigger på uret under et fragmentarisk teaterstykke eller forsøger med vold og magt at pløje mig gennem Weekendavisens sektion om bøger. I skolen tog jeg matematik (som jeg hadede) på højniveau i stedet for billedkunst eller fransk.

Konsekvensen er, at entusiasmen blegner i forhold til den passion, jeg føler for de emner, jeg er naturligt interesseret i. Vil ikke længere undskylde min kærlighed til chic flick genren hvad enten det er litteratur eller tv-serier. Elsker Elle Rose og hendes små lyserøde outfits. Gudskelov antager jeg, at det er en tendes der er ved at brede sig. Min kære chef har i hvert fald offentligt indrømmet, at han ser Amalies verden. Perhaps there is such a thing as too much information.

“Tillykke! Du er en ægte Rützou fan med styr på mærkets historie og designer Susanne Rützou".

Vil gerne se direktøren klare dén test i Eurowoman. Tror ikke på, at jeg er et bedre menneske af, at kende navnet på en eller anden dødsenstrist fremskridtspolitiker. Og i det mindste svarede jeg ikke ”Vanish Oxi Action”, når svaret så åbenlyst var ”Celuit Bang”. Gnække, gnække.

Er tilbage på sikker jord igen. Skal med Lady-logen til Gucci fest og opsnappe de sidste rester af CFW: Right, it's me. I'm on my way in. Everything's completely under control this end, how is it with you? Lights... Models... Guest list? ... Just do your best, darling. I'm rushing. Bye.

Din A.

Ps. Overvejer at blive angel investor i Johan Bülow lakrids. Der står en dåse på dit skrivebord sammen med det nyeste ”Hello”. Og den sektion i weekend avisen, som jeg ikke gider læse.

Meanwhile, back at the ranch…

2011-07-11T21:55:00.018+02:00

Kære A.

Lad os begynde in medias res, smack dab in the middle:

”Han var sød,” sagde jeg til den syvårige, der havde været med henne og aflevere specialet.

”Ja.” De blå øjne kneb sammen og stirrede på et uvist punkt ude i horisonten, mens jeg trak cyklen på hvis sadel han tronede, med dinglende ben uden at kunne nå pedalerne.

”Men.”

Han løsrev sig fra punktet derude, og vendte sig alvorligt om mod mig, inden han fortsatte:

”Han havde et hår i næsen.”

--- (Character speechless, while searching mind for appropriate response) ---

Han rettede sig op på cykelsadlen og kiggede igen roligt opmærksomt ud over Studiestræde.

”Et langt et.”

----- (Same. End of scene) -----

Litteraten er i Texas. Den syvårige er i Tyrkiet. TexasTurkey. It could be a dish! Faktisk fløj de på samme dag. Jeg har et ikke-rationelt forhold til flyvning. Jeg gik hele dagen rundt med en underlig følelse af at blive trukket halvt itu, ligesom ham der med de uendeligt lange elastiske arme i børnebogen, imens jeg forsøgte at flyve med i begge retninger for at holde hånden under både Boeing og Airbus.

Meanwhile, back at the ranch er jeg alene hjemme med den mindste. Jeg er indrømmet endnu ikke helt normalt fungerende efter schhh-du-ved-nok er afleveret. Det er som om nogen først har presset uendelige mængder af svært tilgængelig viden ind i mit hoved, komprimeret det pænt med små sirlige bogstaver, side for side, for derefter at hive en sci-fi-støvsuger frem, der har suget ikke bare den viden ud af mit hoved, men også alt andet, bortset fra helt basale færdigheder. Deletion of mind complete. Jeg er derfor fortsat en mindre interessant samtalepartner, men en bedre lytter, end jeg har været…nogensinde, mens jeg desperat forsøger at dække over manglende hjerneaktivitet. Heldigvis for både den lille og jeg, er den tre-åriges kommunikation helt perfekt til mit nuværende niveau. I går brugte vi tyve minutter på at sidde på altanen, og sparre om på hvilke måder en umoden tomat både minder og ikke minder om et æble:

Den er rund. Det er et æble også.

Den er lidt rød. Det kan et æble også være.

Den er lidt grøn. Det kan et æble også være.

Men den hænger ikke på et træ.

Jeg er blevet forelsket i en festkjole - igen. Jeg ved det, jeg ved det. Jeg har den ene efter den anden af glitrende, skinnende, prangende, vidunderlige festkjoler i skabet, og mangler faktisk slet ikke. Til gengæld halter min hverdagsgarderobe umådeligt efter nådesløst Feng Schui massemord sidste efterår. Og med arbejde i snarlig udsigt, hvor festkjoler nok trods alt vil være mindre passende, har jeg virkelig brug for at opgradere. Det burde jeg gøre her under udsalget, det burde jeg. Ja, ja, du hellige fornuftens stemme, der tynger min ene skulder med vægten af den voks, du bruger til at pudse den glinsende glorie. Jeg er jo forelsket. Hvem gider et tvangsægteskab med en blazer, når man kan valse rundt i denne, om det så kun er den ene dag om året:

Løsning på hverdagsgarderobeproblem: Panikkøb i High Streetforretning i sidste øjeblik A.K.A. business as usual.

Jeg håber du kommer over til Asti – eller filur - på terrassen snart. Så skal jeg se alle dine køb. Jeg lover at lytte, og når vi har diskuteret et højfilosofisk, dybdegående psykologisk, eller storpolitisk emne, som vi naturligvis plejer, hiver vi et nummer af Hello! frem, så vi kan sparre om på hvilke måder Jessica og Jessica både minder og ikke minder om hinanden. I modsætning til litteraterne må vi nemlig gerne.

Kys din M.

Nu med svømmepøl i kælderen

2011-07-06T20:24:00.010+02:00

Kære M

I lørdags fejrede vi, at direktøren officielt er gammel. Han fyldte tredive. Nogle påstår, at 30’erne er de nye 20’ere. Hensigten kunne dog meget vel være, at folk i 30’erne kan genfinde sig selv som en slags post-teenagere. Gå i byen til tidlig morgen, drikke sig stangberuset og score med en hidtil uset desperation og begejstring i et forsøg på at finde sig til rette og slippe for den tilbagelænede rodløshed, som kun er sjov, når man er teenager.

Samtidig er det 30’erne, hvor man for alvor stiger på det uopsættelige karriereræs. Det er nu fokus på at skabe sig en acceptabel og misundelsesværdig tilværelse øges. Det er i 30’erne, det forventes, at der investeres i en 3-værelses ejerlejlighed på Østerbro, et par Eilersen sofa’er, B&O anlæg, golfudstyr, Mini Cooper og… gosh… RYNKECREME!

Godt det ikke er mig. Endnu.

Havde planlagt stor havefest i Tisvilde og lejet en grill på størrelse med Ærø (nu jeg tænker over det, ved jeg faktisk slet ikke, hvor Ærø ligger henne). Havde endvidere hamstret brasiliansk oksekød nok til at fodre alle løverne i zoologisk have.

Hver aften sad jeg i sengen og planlagde festen, idet jeg fortsatte min nye usagkyndige karriere som party planner:

Bartendere. Nej. Jeg er ikke fyldt af beundring over, at du har deltaget i Paradis Hotel for 3 år siden. Jeg spørger, om du kan frembringe en vaskeægte Margarita med salt på kanten. Margarita! Over my dead body, om der skal serveres drinks med sørgelige, barnagtige benævnelser som ”filur” og ”isbjørn”. Det er en voksen fest. C-o-s-m-o-p-o-l-i-t-a-n.

Rød løber. Lettere sagt end gjort. Ringede rundt til samtlige festudlejningsbureauer, men enten var der en eller anden hemmelig dansk version af golden globe, som jeg ikke var blevet inviteret med til, eller også er den slags bare ikke så udbredt blandt de danske sommerhusområder i reservatet. Endte med at købe 120 centimeter. Lyder mere overvældende, når jeg skriver det i centimeter. Blev ærligt talt lidt skuffet, da fragtmanden ”rullede løberen ud” ved at lægge en stor grim, rød måtte foran mig. Ikke særlig ”løber” agtigt.

Indrømmet. Var en smule presset. Men kunne simpelthen ikke få mig selv til at bede om hjælp. Havde klaret det hele indtil nu; og jeg blev på en eller anden måde nødt til at gøre det færdigt. Men jeg havde ingen anelse om, at der ville være så fandens mange detaljer at tage sig af. Havde nemlig besluttet at lave maden selv til alle femogfyrre gæster. What was I thinking?

Måtte ringe 9-1-1 og tilkaldte min barndomsveninde etiopieren (hvis ikke hun var afrikaner ville jeg have sværget på, at vi var forbyttet ved fødslen). Etiopieren har en eller anden evne til at få den småneurotiske, perfektionistiske og hysteriske del af mig til at falde ned på jorden. Tror hendes taktik består af små entusiastiske bemærkninger kombineret med indtagelse af en eller anden form for stærk alkohol. Hun burde være blevet fødselslæge.

Jeg var lettere bedugget, da gæsterne ankom. Men man er vel ikke en rigtig nordsjællandsk House Frau, hvis ikke man oser lidt af panik og Chardonnay.

Festen var en succes og direktøren var henrykt.

Du var savnet sødeste M. Håber snart specialet er færdigt, så vi kan få os en cosmo på Salon 39. Eller en filur. Så vidt jeg husker smager de faktisk ulovlig godt – og hvis 30’erne er de nye 20’ere, er jeg ung nok til at komme ind på A-bar (findes det mon stadigvæk?).

Kys fra din A.

Ps. Har netop - mere eller mindre uforvarende - fået anlagt swimmingpool i kælderen. Vandet lugter en smule af kloak, og svømning foregår selvfølgelig på eget ansvar. Overvejer desuagtet at holde mindre pool party i nærmeste fremtid.

Soldissimes

2011-06-27T19:00:00.005+02:00

Kære M

Der er noget forførende og uimodståeligt ved at bo i Paris.

Det er ikke længe siden, at jeg tilbragte næsten et år i byernes by. Her lærte jeg fransk, at gå over for rødt lys i fodgængerfeltet, at fois gras smager er en fornem slags leverpostej og at parisianere de facto er sure på omverdenen (det er ikke bare noget vi danskere finder på).

Desuden erfarede jeg, at udsalg i Paris er lovreguleret. Oui. Lovreguleret. Det betyder, at allerede sidste år besluttede de fremstående franske statsoverhoveder og parlamentarikere, at sommerudsalget i år skulle starte onsdag den 22. juni og slutte tirsdag den 26. juli 2011. Det er forbudt at starte så meget som ét sekund før, hvilket kan udløse ikke uanseelige bødestraffe.

Det var derfor heller ikke et tilfældigt valg af rejsedato, da direktøren og jeg besluttede os for at flygte fra Københavns urbane jungle og landede i Charles de Gaulle ved midnatstid.

Kl. 6.30 ringede mit vækkeur og jeg spiste entusiastisk min baguette med brie mens jeg omhyggeligt granskede min planlagte rute:

Åbner kl. 8.00

Gallery Lafayette, Prêt-à-porter

Gallery Lafayette, Chaussures

Gallery Lafayette, Lingerie

Åbner kl. 9.00

Marc by Marc Jacobs Boutique

Åbner kl. 10.00

Carven

Paul & Joe

Maje

Sandro

The Kooples (totalt-nyt-ynglings-mærke)

Åbner kl. 10.30

Isabel Marant (både den i St. Germain des Près og Bastille)

Christian Louboutin

Mine ben stod bomstille, da jeg i Gallery Lafayette fik øje på den Marc Jacobs clutch, som jeg har stået og nusset nede hos Nué Notes utallige gange. Den har en skøn, skøn flaskegrøn farve med en kæmpe guldlukning. Fyrre procent. Gud, hvor jeg elsker udsalg.

Jeg var imidlertid ikke engang nået halvvejs, da jeg modtog en syrlig sms fra Telenor:

”Din Surfkontrol Udlands grænse på 450.00 DKK inkl. moms er nået og din data forbindelse er afbrudt”.

WTF. Jeg var jo lige startet. Hvordan skulle jeg nu finde frem til Paul & Joe i Marais? Eller den dér lille søde café, hvor Amélie drikker alle sine cappuccinoer?

Heldigvis ringede direktøren. Kunne ikke rigtig indrømme, at jeg netop stod med de mest fantastiske par Giuseppe Zanotti ballerinaer med guld snude og forsøgte at presse min fod ned i en str. 37 (hvor der er vilje, er der vej), og at han hjertens gerne måtte ringe tilbage om 5 minutter.

Mødtes foran Printems. Nåede lige at købe verdens mest bedårende lille grå Balenciaga taske med rose gold hardware (normalt er køb af en Balenciaga en kæmpemæssig begivenhed, der bør fejres med en eller anden form for alkohol underordnet tidspunkt på dagen - men denne gang blev det lille kunstværk bogstavelig talt smidt ned sammen med skoene). Færre poser er ensbetydende med færre spørgsmål fra direktøren. Hader at blive udfrittet med, hvad tingene har kostet.

Slukkede sørgmodigt min iphone, og besluttede mig for at resten af listen måtte vente til en anden gang. Paris er kærlighedens by. Jeg kan jo ikke drikke rødvin eller se solnedgang med Isabel Marant og Marc Jacobs.

Bisous fra din A

Ps. Hvorfor ligner Chanels Mimosa neglelak dog noget der er løgn in real life?!

Legally Blonde

2011-06-08T07:27:00.001+02:00

Kære M

"Hvad, ville du have været, hvis ikke du havde valgt at læse jura?"

Stirrer vantro på min psykolog (vi betegner hende min ”coach” med henblik på at normalisere det mest muligt). Det er nu ikke fordi, at jeg er indlæggelsesklar, at jeg går til psykolog. Jeg gør det mere af præventive årsager. Lidt ligesom, når folk tager deres bil til regelmæssigt ”servicetjek” for senere at undgå bekostelige værkstedsbesøg.

Jeg kniber øjnene og prøver at tømme mit hoved. Jeg skulle aldrig have sagt, at jeg var lidt stresset på arbejde. Nu begynder hun bare med alt sådan noget om, at jo mere jeg kan klare, jo mere anerkendelse og kærlighed tror jeg, at jeg vil få (hun siger det samme om mit antal af Balenciaga tasker).

"Stifter af Net-a-Porter" (WTF?)

Har nu altid gerne ville være advokat. Jeg elsker at være på kontoret. Jeg elsker tilfredsheden ved at tage mine højeste power heels på og marchere ind i et mødelokale fyldt med ældre mænd, der alle tror på (mere eller mindre), at jeg kan bidrage med noget klogt til kontrakten. Jeg elsker suset af adrenalin, når jeg klikker ”send” på et processkrift til retten. Jeg elsker at argumentere, og jeg elsker at være den, der kommer med den skarpeste observation (vi blev enige om, at janteloven ikke gælder her på bloggen).

Det kan også være ret skræmmende at være advokatfuldmægtig. Al min tid er inddelt i bidder på seks minutter. Det betyder, at alle seks minutters bidder af mit arbejdsliv skal kunne faktureres til en klient. Derefter bliver det pr. automatik lagt ind i et program, der hedder Navision (opfundet af ham Erik Damgaard, altså ham fra Annie & Erik), som så lægger det hele sammen for hver enkelt klient.

8.00-8.06 Kontraktudkast til klienten

8.06-8.12 Drøfte opsættende virkning med sagspartner

8.12-8.18 Læse stylistens highstreet fund på Eurowoman.dk

Hov. Slet lige den sidste. Det var bare for illustrationens skyld, så du kan se, hvad der sker, hvis jeg IKKE laver noget i seks minutter. Men faktisk så vænner man sig til det. Man vænner sig til at dele livet ind i små bidder. Og man vender sig til at arbejde. Hele tiden.

Burde være blevet psykolog. De opdeler deres tid i timer. Og jeg sværger, at hvis de serverede kaffe latte ville det være præcis ligesom at gå på café med en veninde, hvor du får lov til kun at tale om dig selv hele tiden. Synes du skal skynde dig at få afleveret det speciale. Så tager vi en kaffe latte og skiftes til at snakke om os selv, mens den anden nikker medgivende til alt, hvad man siger.

Kys

Din A

Ps. Kære Chef. Hvis du læser denne blog i smug, skal du blot vide, at jeg elsker mit job, og at jeg fortsat ser frem til en eller anden form for bonus i nærmeste fremtid. Knus fra din arbejdsomme og vedholdende medarbejder.

PPs. Jeg lover, at jeg næsten aldrig besøger Eurowoman i arbejdstiden.

Filter filter, baby

2011-05-29T19:56:00.010+02:00

Kære A.

Åh Gud. Bliver snart 30. Snart. Som i næste uge. Pink får alting til at glide lettere ned, n'est-ce pas? Har ingen yderligere kommentarer, min yndige vårhare, meine gnädige Fräulein.

Kan ske det er alderen, der trykker. I al fald er de sidste dage af studiet som en uendelig ørkenvandring med svullen tunge, og blister på fødderne, som man ikke har fået af valse rundt i Louboutins med en cocktail i hånden med velmanicurerede negle, men fordi man har slæbt fødderne gennem 100 grader varmt raspet sand.

Eller

som meget meget meget (uendelig) langsomt at få lirket en visdomstand ud af trevlet tandkød, der holder lidt for godt fast i tandroden. Uden bedøvelse.

Jeg har lyst til at stille mig op som Kaptajn Haddock og råbe eder ud over rælingen med knyttet hånd. Efter alle og ingen. Fascist. Børste. Kæltring. Alle jer mennesker, der ler og går i høje hæle, og hørbukser og sejlersko og tager på lagersalg og til Cannes, mens sommersolen skinner drømmende forræderisk ned over jer. Svumpukler og væggetøjsbefængte varulve.

Yup. Selvmedlidenhed. Ved du hader det mere end selv den mest tavse og introverte knudemand fra vores bedsteforældres generation, men her er den.

Mens jeg sidder bøjet forknyt over bøgerne, har Litteraten indledt en affære med sit nye tv. Jeg hører biplyde og dut dut, og små glædeshvin, når han finder ud af, at apparatet kan dette eller hint, han er konstant i pendulfart mellem pc og fladskærm med underlige kabler, harddiske, og kommunikerer med fyre, der kalder sig ting som Zack6578, for at finde ud af, hvordan dette program gøres kompatibelt med noget, der transmitteres og er trådløst, hvis et eller andet, der slutter på hx7564, aktiveres. (Aha, holdt op med at høre efter, allerede inden sætningen var påbegyndt). Elektronik er for ham, hvad Missoni er for mig. Han er med andre ord lykkelig, selv uden det mindste indspark fra mig. Hurra. Og suk. Selvfølgelig.

Selv er jeg (naturligvis) mindre begejstret. Billedkvaliteten er for god. Så god, at selv den bedste Hollywoodproduktion er så virkelighedstro, at jeg føler mig hensat til dogme/håndholdt kamera/slash soap-på-britisk tv. Det føles, undskyld mig, en lille smule for intimt at have Uffe Elle på besøg i stuen midt i eksamensrodet, specielt akavet, når jeg kan se krummerne i hans overskæg. Øh, Uffe, du skal lige…Nja, lidt til den anden side…Og gider du lige række mig den halvtomme Zero? Tak, Uffe, du’en knag, men vær nu sød at gå tilbage i TV'et igen.

Næ nej, må jeg bede om et eventyrligt slør trukket hen over virkeligheden, tak? Jeg mener, hvordan hænger det sammen, at det, der skulle forestille at være fantastisk kvalitet, baby, virkelig, ender med, at Clive Owen pludselig ser ud, som om han er fanget på hjemmevideo. Hvordan? Jeg har spurgt. Blev ignoreret.

Har også spurgt, hvordan det kan være, at Litteraten, der hader teater, pludselig er lykkelig over, at hans yndlingsfilm ligner en opsætning på Betty Nansen. Blev fnyst af og derefter (overbærende) ignoreret. Det er jo fantastisk kvalitet, baby, virkelig! Kan være, men med et trylleslag er 50’erfilm så tydelige, at menneskene ligner os fra nutiden, og jeg rammes af en sær skuffelse over den desillusionerende opdagelse, at de faktisk ikke var grovkornede med et orange varmt i huden skær, dengang. I wan't the filter back, baby.

Har lige hørt Søren Pind sige. ”Vi resulterer i et samlet resultat.” Jeg ved, ikke hvad det betyder, men man kommer åbenbart ikke til at give bedre mening i FULL HD.

Lægger mit hoved bekymret på puden hver aften for tiden. Sådan er det altid, det er efterhånden blevet en pligt at være bekymret, jeg ved ikke hvordan man ikke er bekymret inden eksamen længere. Sender Zahle en kærlig tanke for sit afsnit om præstationsangst i "Omsorg for retfærdighed". Manden, der s’gu ikke gad at være Højesteretsdommer alligevel. Når han kunne være bekymret, må jeg også, og det var en af grundene til, at jeg græd da han døde. Ikke meget, bare nogle få beherskede tårer ned i tastaturet. Man er vel kontrolleret og følelsesundertrykt som andre rigtige voksne. Niagara Falls won’t do.

Tænker på den Chloékjole, jeg brændende ønsker mig. Ja, den. Dén ville være pæææn. Suk. For dyr, selv udregnet i tænk-på-hvor-meget-du-sparer-valuta eller tænk-på-hvor-mange-gange-du-vil-gå-med-den-og-hvis-det-er-mange-er-det-jo-faktisk-et-røverkøb-per-gang-målestokken. Nej, denne lille sag er helt oppe i du-kunne-få-en-taske-for-den-barometeret. Og så ved vi jo begge, at det virkelig er på tide at tænke sig om. Men fin fin fin er den, og dulmer dét gør den, her lige før lukketid.

Glæder mig til at se dig til fabulous champagnecocktails, når jeg selv til slut, endelig, længe ventet, forhåbentlig snart, resulterer i et samlet resultat.

Indtil da, er der - labaner og lurendrejere - dømt rodbehandling og ørkenvandring.

Kys din M.

De olympiske lege i lagersalg

2011-05-20T17:12:00.002+02:00

Kære M

“A scrunchie (or scrunchy) is a fabric-covered elastic hair tie, commonly used to fasten long hair. Large, elaborate styles and diminutive, unassuming forms are available. The scrunchie comes in many different varieties of colors, fabrics, sizes, and designs”.

Jeg skal nu bede dig om fluks, at fjerne ovenfornævnte afskyelige tingest og skrotte den i nærmest tilgængelige skraldespand (eller alternativt brænde den på mindre bål i håndvasken – just to add a little drama).

Det er ikke spor sjovt at skrive speciale. Du har min inderlige sympati. Som et lyn fra en klar himmel forvandler hele kroppen sig til noget, der stammer fra en pakke Stryhns light udgave, og alle interessante samtaler starter med ”armen, det er lidt ligesom i planlovens § 15, stk. 3…”. There goes your social life. Man vælger en yndlingsuniform (sweat pants, forvasket tank top og slidte kanin sutsko), og lever som en anden soldat i det samme tøj de næste 6 måneder. Diane, Isabel, Philip og alle de andre trofaste venner er lukket inde i klædeskabets mørke, hvor de drømmer om bedre dage med pink champagne og dans på bordene. Men husk, at der er lys for enden – og at der venter dig en stilling som advokatfuldmægtig lige om hjørnet.

I sidste uge gjorde jeg noget rigtig dumt. Jeg tog på lagersalg. Har ellers forbudt mig selv den slags, da jeg altid ender med sidste års kollektion i mærkelige grumsede farver og forkerte størrelser. Året efter på Trendsales kan jeg nærmest fornemme de små jyske pigers skeptiske stemmer, når de for syttende gang spørger om det er ”en normal størrelse 34”, ”en stor størrelse 34” eller en ”tysk størrelse 34”? How the fuck should I know? Eller om jeg vil bytte min Anna Sui kjole til en afbleget, gul Vero Moda undertrøje med 3 huller (som kun næsten ikke kan ses). No thanks. Så hellere beholde mit grågrumsede fejlkøb i håb om, at det en dag på magisk vis forvandler sig til det stykke tøj, som jeg lige står og mangler.

”Hvad skal du i dag skat”, spørger direktøren. Forsøger at anlægge lettere travl stemme i forventning om, at han snart stopper med at spørge. Lettere indigneret lægger jeg mobiltelefonen på. Hvor er han dum. Jeg skal på lagersalg.

Aldrig er jeg kommet så hurtigt ud af døren på kontoret. Jeg kan allerede skimte en kø af piger, der vader op af brandtrappen i den lille skumle baggård. Alle presser sig frem, og alle har det samme næsten desperate udtryk i øjnene. Jeg kigger mig omkring og prøver at orientere mig. Der står stativer overalt med sko, tasker, kjoler og på væggene er der opsat papirskilte med tusch, hvor der er skrevet 70-80 procent med store bogstaver. Mit hjerte begynder at hamre, og min nye veninde - psykologen - og jeg råber skiftevis skingert og ophidset til hinanden ”tag to af dem dér i samme størrelse”. Det er bedre end at tage til et 4 timers spinning maraton i Fitness.dk. Min puls banker og jeg er høj af adrenalin – jeg ville kunne bruge hele mit liv på lagersalg. Faktisk tror jeg, at hvis man afholdt OL i lagersalg, så ville jeg være Danmarks svar på Caroline Wozniacki.

”VI TAGER IKKE IMOD DANKORT”. Både psykologen og jeg kigger på hinanden, som om damen lige har sagt ét eller andet på russisk. Panikken breder sig. Det er sidst på måneden, og med et mantra om, at jeg aldrig åbner en kassekredit (det ville være som at give Lars von Trier knappen til gaskammeret) er jeg rimelig lost. Psykologen ser endnu mere fortvivlet ud. ”Der står kun 100 kroner på min konto” råber hun, mens hun knytter sin sorte affaldssæk ind til sig, som indeholder alle de fine ting, hun lige har tilkæmpet sig.

Nogle kender PUB-crawl som et koncept, hvor man drikker på forskellige barer. Kredit-crawl er et koncept, hvor psykologen og jeg besøger samtlige kiosker og supermarkeder inden for en kilometers radius med spørgsmålet ”hvor meget må man hæve over”. Det lyder måske nemmere end det er. Trust me. Det er en udfordring.

Mig: ”Hvor meget må man hæve over”.

Kassedame: ”Der ligger en bank lige over på den anden side”.

Mig: ”Ehm… jeg har ikke Danske Bank”.

Kassedame: ”Alle kan hæve fra automaten”.

Mig (nu med hele køen som publikum): ”Øhm… hvad, hvis jeg kun hæver 500 kroner”.

Alle har luret os. De kigger på os med rystende og bebrejdende blikke. Tænk, at to voksne piger ikke kan styre deres økonomi. Hvor chokerende og pinligt. Når lige at få hurtigt jag i maven, men minder mig selv om, at de bare er misundelige. Mon ikke de i virkeligheden ønsker, at det var dem, der kunne skrue sig ned i palliet mininederdel og løbe hækkeløb med 12 centimeter under fødderne. Tåbenakker.

Når jeg bliver voksen lover jeg at spare op til en ejerlejlighed, oprette en ferieopsparing, budgetkonto og måske endda en kapitalpension. Indtil da vil jeg nøjes med at være indehaver af en af Købehavns smukkeste garderober. Måske man kan leje den ud på månedsbasis til fremvisning på Ordrupgaard? Nå, må heller gå i gang med at oprette annoncer på Trendsales. De små jyske piger redder mig alligevel altid, når det brænder på.

Kys fra din A

Ssssschhh...

2011-05-18T14:37:00.000+02:00

Kære A.

Jeg lider i øjeblikket af DID (dissociative identity disorder). Stresset Pige Med Hestehale (det er nemt, det er simpelt, det er praktisk), har overtaget min personlighed. Hun nægter at lytte til mine indvendinger, om at hestehale med regnbuefarvet elastik er uklædeligt. Hun overhører mig ganske, og begraver sig blot i bøgerne igen, mens hun kigger misbilligende med rynkede uplukkede bryn på alle, der forstyrrer hende det mindste. Især Litteraten. Og børnene. Tys Tys. Det er jo ikke hende, der har valgt at være Family Man.

I et øjeblik er det mig, der er fremme, og så løber jeg rundt og kysser alle med dårlig samvittighed, for at råde bod på Stresset Pige Med Hestehales ugerninger.

Stresset Pige Med Hestehale kan googles:

Kys din M &

Afmålt venlige hilsener fra Stresset Pige Med Hestehale.

Is Batman Wearing Alexander Wang?

2011-04-24T13:50:00.002+02:00

Kære M

I morges fik direktøren et uvant indfald.

”Skal vi ikke tage til Cannes og shoppe?”. Var lige ved at få havregrød med hørfrø galt i halsen, da direktøren stillede det – lettere retoriske – spørgsmål. Som en lille dydig skolepige sprang jeg hvinende op og klappede entusiastisk i hænderne, mens jeg lavede et lille danseoptrin, der mest af alt kom til at minde om ekstatisk hund, der begejstret jager sin egen hale.

Man skal ikke tage til Cannes iklædt rød trekantbikini fra Marc Jacobs og neon gule, plastic klipklappere. Det erfarede jeg allerede sidst, vi tog til Cannes. Her havde jeg glemt ”L’Uniforme” og var på det nærmeste forment adgang til de luksuriøse flag stores, der uomtvisteligt var forbeholdt ”le bourjois” (filmstjerner og deres solbrændte chemical-blonde-hair-dye elskerinder). Blev mødt af misbilligende elevatorblik fra lille spids fransk ekspedient med sort kohl om øjnene og samme frisure som Uma i Pulp Fiction. Havde kortvarigt flashback til truende dørmand på Simonsen i Nyhavn, da hun ufortøvet så ud som om, at hun ville hive mig i hestehalen med sine Chanel-manicurerede-rouge noir-negle og kaste mig hårdt på fortovet, hvor hun ville råbe et væld af franske eder efter mig. Dybt frustrerende. Og tilsyneladende umuligt.

Jeg havde glemt min Batman kappe.

En hver kvinde har sin egen form for beskyttende skjold. Mit nyeste skjold mod omverdens brutalitet bestod af et stykke Alexander Wang duffle bag med rose gold nitter. Udsolgt i hele verden. Indtil min veninde fandt den sidste hos Barneys i New York. Blev ringet op klokken to om natten og måtte løbe ud på toilettet, hvor jeg med skinger og hviskende stemme fik frastammet ”K-Ø-B den”. Måtte efterfølgende stå skoleret for direktøren, der søvndrukken skulle sikre sig, at der ikke var tale om booty call fra gammel flamme. Overvejede i kort øjeblik, om det strengt taget var mere tjenligt at holde ham i troen end at indrømme, at der netop nu var endnu et lille ubetaleligt stykke håndtaske på vej fra the Big Apple. Lad os bare sige, at vi ikke deler helt samme opfattelse vedrørende antallet af it-bags en kvinde bør og må eje.

Louboutin hæle. Tjek. AW bag. Tjek. Tom Ford solbriller. Tjek.

Bat Woman var klar til at indtage den sydfranske riviera.

Næste spørgsmål blev, hvor i alverden jeg skulle anbringe direktøren under mit forehavende. Mænd bryder sig ikke om IKEA. Mænd bryder sig endnu mindre om at blive taget til gidsel i prøverum og som stakkels burhøne blive belejret med spørgsmål à la ”klæder den her mig”… for slet ikke at nævne (minefeltet) ”ser jeg TYK ud i de her bukser”.

Kiggede mig skyndsomt omkring og fik øje på perfekt lille café i solen. En cappuccino og en Iphone 4 – han ville kunne holde sig beskæftiget i timevis.

Tror rundt regnet, at jeg købte halvdelen af Cannes. Må leve af havregrød (uden hørfrø) og fiskefrikadeller fra Netto resten af måneden. Men det kender du jo kun alt for godt. Kan huske, da du ved juletid sidste år havde fundet DVF kjole på the Outnet og højlydt i din kontorstol erklærede, at så måtte børnene jo bare få halvt så meget Lego det år (efterfulgt af ond-og-sønderrivende-Cruella-de-Ville-latter). I det øjeblik vidste jeg, at vi to nok skulle blive veninder en dag.

Du er savnet.

Din A.

Ps. Min mave skriger på sushi. Dumme mave. Den kender slet ikke til finansiering.

IKEA. Don Draper does not approve.

2011-04-18T19:44:00.007+02:00

Kære A.

IKEA er fantastisk! Da jeg var single og ind i mellem blev ramt af hvorfor-er-der-ingen-mænd-i-verden-overhovedet? greb jeg gerne de højeste stiletter, glattede blondinemanken og tog min ven Marc Jacobs med i det svenske møbelhus. Og så tullede jeg ellers af sted med min kæmpe indkøbsvogn, trip trap, trip trap.

Her var nemlig en hobe af kvinder med mænd på slæb, der ikke gad at være der, og som midlertidigt hadede deres kærester for det forbigående fænomen indretningspsykopati. Findes der et mere perfekt tidspunkt at køre smilende og overskudsagtig forbi, og svinge det lyse hår som i en Wella-Perfectly-You-reklame, når parrene står der på randen af afgrunden, og glaner ned i separationspapirerne over et ryatæppe? Nej. Der findes intet bedre tidspunkt, hvis man vil høste bekræftelse til 2 kr. meteren i overdådige baner, og der findes intet bedre tidspunkt, hvis man trænger til at blive mindet om parforholdets fortrædeligheder. Billigt trick, måske, men hey, whatever gets you through the day.

Litteraten har været med i IKEA to gange. 2. Tæller. T-O. Første gang anede jeg ikke, hvor heldig jeg var, hvilken dyb kærlighedserklæring det var, at manden glad sjoskede rundt i hælene på mig, at han oven i købet købte noget, og lykkeligt trillede mig rundt i en indkøbsvogn, mens han lo og smilede, jokede og delte gule sodavandsis med mig.

Oh boy. Hvor blev jeg klogere. Omkring 9 mdr. senere, højgravid, hvalagtig og med vuggende gang. I S-toget stirrede folk, så jeg et øjeblik fik at føle, hvordan det må være at være celeb, dagen efter at SE og HØR har slået en forside op med ens billede og titlen: "XX’s mislykkede plastikoperation - Se billederne her!" Kun kvinder turde tale til mig, mens mænd nu kiggede ærbødigt og forskrækket trådte til side, som bar jeg på selve helligånden. Med glimtende guldtænder bag den udsmurte læbestift, og lidt for meget Max Factor blev jeg af en dame venligt spurgt "om jeg mon ventede tvillinger?"

Nej. Ikke tvillinger. Kun en. Men. En Kæmpe. Robert Wadlow the 2nd. Tak. Fordi du spørger.

Andre kvinder med provinshår, (lidt for kort, lidt for frisure, lidt for rødt vs. sort), sagde ting som: "Nu føder du vel ikke her?" og "Det er da lige oppe over, hvar?"

Fremme. Vi entrede IKEA, glasdørene gled også ærbødigt og lidt forskrækkede til side. Mine arme var næsten for korte til at nå vognen for bar humongous baby belly. Litteraten havde været glad på vejen, men blev langsomt mere og mere fjern og tavs, efterhånden som vi nåede op ad rulletrappen. Øjnene zonede ud. Ansigtet blev stift. Pludselig mindede min moderne urbane talende mand mest om en indelukket knudemand fra min fars generation. Lettere foruroliget ramte vi børneafdelingen.

Og så, uden videre på vej ned ad korridoren, rundhåndet pyntet med gule udsalgsskilte, skete en uplanlagt afvigelse fra ruten: Litteraten drejede med ét skarpt til venstre, og gik med den største naturlighed ind i et af de opstillede børneværelsesscenarier. Uden et ord glattede han sine bukser, satte sig roligt i en lænestol….Ét voilà! Som var det aftalt på forhånd, trak han sin bærbare frem fra tasken, klappede den op, og begyndte at arbejde. Koncentreret.

Jeg ved ikke hvad det var, der gjorde forskellen. Jeg er som regel ikke en blid dame, når det kommer til noget, der bare kan bære det mindste præg af skæv arbejdsfordeling grundet kønsroller. Og jeg er da slet ikke en blid dame under højgraviditet (snarere et omvandrende Fukushima-anlæg). Men her skete noget anderledes. Måske var det den selvfølgelighed, hvormed han fordybede sig fuldstændigt og beslutsomt på rekordtid, eller måske var det snarere følelsen af, at lige under overfladen af denne selvfølgelige beslutsomhed hvilede en sitrende desperation. Følelsen af, at han ville splintre i tusind stykker, eller ville skulle undertrykke en alvorlig lyst til at splintre mig inkl. baby Wadlow i tusind stykker, hvis jeg forlangte at han skulle med på runden. Et øjeblik vaklede jeg faretruende, men kiggede så på de sammenbidte kæber én gang til - og opgav på forhånd.

Så jeg kørte selv. Bevares han slæbte og slæbte til han blev grøn i hovedet, da jeg fem timer senere havde anskaffet for 4.000 kr. babydimmelim med top på. Det morderiske udtryk lettede allerede da vi stod i køen.

Uhyggeligt var det, og jeg tror ikke der er nogen tvivl om, at IKEA skaber Mad Men - i bogstaveligste forstand. Sådan, på Don-Draper-does-not-approve-måden. Siden dengang, gang nr. to, tæller T-O, har Litteraten og jeg i hvert fald haft en stiltiende aftale om, at jeg tager i IKEA. Alene.

Kys din M.

PS. Ved godt, jeg nu både har sammenlignet mig selv, og Litteraten med D.D. Har ingen forklaringer, selvom jeg er vis på, at der sikkert findes svar i hipsterhippe postmoderne queer-teorier. I'll get back to you on that one.

Why NOT to Bring a Man in to IKEA…

2011-04-13T18:21:00.007+02:00

Kære M.

En ny undersøgelse viser, at svenskerne har mere tillid til IKEA end kirken. For mit eget vedkommende er det nok også det tætteste, jeg nogensinde kommer på en egentlig religion. Tror mange har det på den måde. IKEA er ikke længere aflange pakker i krydsfiner med 36 siders brugsanvisning for familier i Høje Tåstrup. IKEA er blevet ungt og hipt, og i dag kan du ikke sidde ved et prominent middagsselskab uden af én eller anden bordherre skal trætte dig med samtlige åndsfortærende indretningsdetajler om hans nye – selvbygget - IKEA-køkken. I die.

I lørdags tog Direktøren og jeg i IKEA.

Vi var begge anspændte og nervesvækkede fra morgenstunden, og ikke engang en bemærkning om svensk pølsegryde kunne få Direktøren til at trække på smilebåndet.

Sidst vi var i IKEA endte det nemlig slet ikke særlig lykkeligt. Vi havde været sammen cirka et halvt års tid og besluttet os for (jeg havde besluttet), at det var ved at være det tidspunkt i vores forhold, hvor jeg skulle have min helt egen ungpigeagtige dyne presset ind i direktørens minimalistiske ungkarle hybel.

Problemet ved IKEA er, at det ikke kun er billigt. Nogle af tingene er så billige, at man får lyst til at købe dem alene på grund af den uforskammet lave pris. Et eller andet ramte i hvert fald Direktøren, da vi stod i dyneafdelingen. Jeg havde selv fundet en ret lækker, vamset dyne af gåsefjer, som jeg sagligt stod og kælede med, da direktøren himmel henrykt proklamerede, at han havde fundet den perfekte dyne.

Atten kroner. For en dyne. I starten prøvede jeg lidt irriteret at afværge med en bemærkning om syntetiske stoffer og brandfare. Men manden lod upåagtet mine indsigelser prelle af. Han måtte bare eje en dyne til atten kroner. Nu gemmer der sig en neurotisk sprængfarlig bombe i de fleste yndige piger. Især sådan nogle som mig, der forsøger at være i perlehumør det meste af den tid jeg er vågen.

Jeg eksploderede af raseri. Husker i svagt øjeblik at stå i IKEA’s dyneafdeling og råbe præcis, hvor han kunne placere sin ”atten-kroners-lorte-dyne”. Ænsede svagt forskrækkede mødre hastigt og forarget trække deres små børn væk, og unge single piger med favnen fuld af duftlys og blomstret sengetøj give mig ”du-fortjener-ham-slet-ikke” øjnene. Stay away små hyæner!

Så var han væk.

Ledte overalt, men efter en halv time måtte jeg gå til bekendelse. Gik ned til IKEA’s information (den lige ved indgangen) og forklarede, at jeg var blevet væk fra min mand (undlod specifikke detaljer om dyne-diskussionen). Måtte stå med ildrøde varme kinder og høre min kæreste navn blive råbt op over højtaleren med samme silkebløde stewardesse stemme som anvendes i storcentre, når ”lille Holger på 3 år er blevet væk fra sin mor”. Altid akkompagneret med svag snert af forargelse over for den tankeløse, svigtende forælder.

Ingen reaktion. Stod cirka 20 minutter og ignorerede selvfed IKEA medarbejders medlidende blik over bortkomsten af min tilsyneladende ”imaginairy boyfriend”. Gik trist ud til parkeringspladsen i håb om, at han stod og ventede ved min lille smartcar. Det gjorde han ikke.

Han havde taget bussen hjem i vrede.

Fik parkerede smart’en (uden for den gule trekant – men bøder var bare sooo not an issue), da jeg så direktøren komme ned af fortovet. Følte mig nedslået. Misbrugt. Og måske en smule barnlig. Ret barnlig faktisk.

Det samme gjorde direktøren, og han havde svært ved at skjule sit skælmske smil, da vores øjne mødtes. Efter grineflip midt på det pæne Østerbro endte det alligevel godt, og vi besluttede at dele dyne et halvt år mere. Selvom alle små fælles hjem starter med resterne fra en IKEA startpakke, glæder jeg mig nu alligevel til, at der en dag står Alessi og kitchen Aid på det hele.

Kys fra din A

Ps. Vi overlevede også denne IKEA tur – og ligger nu i min nye SULTAN seng kamufleret med hipt Kenzo sengetæppe i pang farver.

The Anatomy of Being cool

2011-04-13T18:19:00.006+02:00

Kære A.

There’s something about Anna Wintour, that makes ME very nervous – and it ain’t fashion, darling, blink blink.

Jeg kørte forbi et af de der huse, der engang har haft en betydning, forleden. Det har været jævnet med jorden et stykke tid, hvilket altid slår mig som stridende mod alskens naturlove, fordi det endnu står skyggeskarpt i min erindring. Det var et kollektiv, hvor Litteraten flyttede ind kort tid efter vi mødte hinanden i fordums dage. Vi gik rundt med blussende kinder og kiggede sky og generte og forelskede på hinanden, og min dengang 2-årige fandt en hashklump som en eller anden skødesløs urban hippie havde efterladt på kanten af håndvasken. Den lille spurgte, hvad det mon var for en sæbe, mens husets transvestit (ja, der var sådan en) lavede gryderetter, der duftede af eksotiske krydderier. Duften spredte sig, trængte ind i det gulnede tapet og mørnede det skæve og krakelerede skelet endnu mere. Ude i haven stod gravsten efter gravsten on display, fordi der engang havde været stenhuggeri. I den have med alle gravstenene tog Litteraten det ene opstillede billede af mig efter det andet, som han hængte op med tape over sin et-mandsmadras på sit værelse, og i den have havde vi vores første skænderi, der endte med, at jeg væltede en kildevand med brus i raseri. Det var sommer, så varmt at grantræerne var svedne og havde kastet mørkebrune nåle overalt.

På samme måde som det gamle skæve hus, er der noget ikonisk over fashion, og muligt at det kan gøre folk nervøse. Men mig giver det nu en underlig rolighed. Why shouldn’t we get to buy in to the dream, isn’t that all we’ve got?

Jeg vil meget gerne være med i din ”ze cool group”. Pink Ladies jakke og alt inklusiv. Jeg tror faktisk det er første gang nogensinde jeg i så fald er med i en. Jeg må indrømme, at jeg kender alt til at være bitterligt offer for, at nogen har fundet ud af, at noget er cool, mens jeg selv står intetanende tilbage med blomstrede gamacher, oversize laksefarvet T-shirt, grydeklip og hestemøg på knoerne, og skuer undrende ud over horisonten, uden at ane, hvad det overhovedet var der ramte mig. (6. klasse, blev bitterligt droppet af minbosom friend gennem flere år uden varsel - jeg var blevet i børneland, mens hun og min sejrende rival havde fået øjnene op for ”ze cool stuff”). Når jeg kigger tilbage, tror jeg faktisk de gjorde en hel del for at forsøge at få mig til at gennemgå forvandlingen, metamorfosen, med henblik på at indlemme mig i gruppen. De skaffede mig sågar en kæreste – en fætter til en af gruppens indviede. En art arrangeret ægteskab med en lyshåret dreng med pauvre læseevner og fynsk accent. Den slags intriger blev udtænkt i håndarbejdslokalet på den lokale folkeskole i bedste mødestil. Men ak, det var et håbløst projekt, for jeg inviterede ham ikke med ud at ride på den cool måde, men i stedet for på hesteryg på min nordbagger – uden at vi i øvrigt talte sammen på hele turen, hvilket var mærkeligt, meget mærkeligt det hele, dysfunktionelt, så at sige. Der er sådan et morsomt vindue fra femte til syvende klasse, hvor ”ze cool girls” kan få ”ze cool boys” til at gøre, hvad de vil. Lige indtil sidstnævnte får deres egen kønsdrift. Så bliver skellene udviskede og alt går i opløsning. Husker, hvordan jeg i 8. klasse droppede en af ”ze really really cool boys”. Jeg gik stadig i blomstrede gamacher og oversize laksefarvet T-shirt, men der var åbenbart sket et og andet med udseendet og udstrålingen, der på forræderisk vis fik en lille tåre til ikke at blive, hvor den skulle være blevet hos stakkels really really cool boy, trods det udtalte provinsielle mandeideal, boys don’t cry. Det mest underlige var, at en af ”ze semicool boys” kom hen til mig, og udtrykte sin begejstring (og undren) over, atjeg – der jo ikke var cool – havde droppet én, der var übercool. Folkeskolen i provinsen.Gotta love it.

Anyway, jeg var et håbløst tilfælde i 6. klasse (og fremefter), så ”ze cool girls” var nødt til at slippe mig. There really was no other way. Det kom til et endegyldigt brud, da jeg med lutret hjerte en dag derhjemme på mit pastelfarvede værelse i min sorgfulde kval ikke kunne dy mig for at forsøge mig med lidt voodoo på bosom-soon-to-be-exfriend og derfor stak en knappenål flere gange igennem hendes lille skolefoto som jeg havde i min pung blandt alle de andre (kan du huske, hvordan det var cool to collect those?) Dengang var jeg selvfølgelig ikke så klog at sørge for at slette mine spor. Den slags bliver man gudskelov bedre til (dog ikke i relation til voodoo, det har jeg vist ikke dyrket siden, selvom det måske er lidt derhenad at rive Oh-you-are-married-why-didn’t’you-tell-me-that-two-months-ago? guy’s skjorte i stykker med en gaffel.)

Billedet. 6. klasse. Jeg lagde det bare ned til alle de andre igen. OH VE, da min rival ogbosom-soon-to-be-exfriend høfligt spurgte om de måtte se mine billeder, og det martrede skolefoto stadig var iblandt. Roger-over-and-out. Crash-boom-bang.Radiostilhed.

Er det overhovedet cool at sige cool? Jeg er ikke sikker på det.

Et eller andet sted mellem gymnasiet og uni begyndte jeg at fornægte eksistensen af cool og gjorde, hvad der passede mig. Quelle libération. Hvis det er lykkedes mig at blive cool undervejs, er det da vidunderligt. Der er i hvert fald ingen ”ze cool group” jeg hellere vil være medlem af end din. Her er rart at være, solskin og latter, og rødvin på blæsende aftener, hvor himmelen er klattet med mørke totter af skyer, og hvor lyden af vores stiletter og pludrende stemmer, der ler og ivrigt taler over hinanden, er det eneste, der kastes tilbage fra lejlighedernes vinduer og giver genlyd i aftenforladte gader. Og vi er smukke og velklædte, åh gud, hvor er vi velklædte. Oh, yes, it could be an ad. Jeg vil ikke kysse på Don Draper. Jeg vil hellere være ham.

Kys (Pink) M.

Ps. Jeg har købt et ur. Indrømmet, havde nok givet bedre økonomisk mening at få repareret det vidunderlige ur, du gav mig. Men så dette og planlagde så at blive den kvindelige udgave af Mads Christensen med ure op og ned af alle arme. Bizart. Fashion er bizart. I know, that’s why I love it.

There is something about fashion that can make people very nervous

2011-04-04T21:56:00.004+02:00

Kære M

”Leopard? Er det ikke lidt tacky?”

Jeg kigger ned af mig selv og konstaterer kvalfuldt, at jeg bærer mine nye ynglings leo bukser (I-K-K-E zebra) fra H&M. Hvordan skulle jeg dog kunne afholde mig fra at købe (næsten) silke (måske lycra) bukser til sølle firs kroner? Ikke engang downtown.dk har formået at presse priserne på et overdådigt Latte & kagebord ned i det prisleje. Med høje hæle og dress-down-kedelig-navy-blazer skal de være seneste fashion hit på kontoret. Leopard is back. So let’s not assault the pants for now.

Nu er der gudskelov ingen af os, der lever i Høje Taastrup. På det pæne Østerbro respektive Frederiksberg, er der ingen fattige. ”De fattige er så nærige og kedelige og hvorfor køre i offentlig transport når man kan køre i Hummer“. Well said. Også selvom jeg priser mig lykkelig over, at Netto stadigvæk tilbyder 4 fiskefrikadeller for ti kroner, og adskillige gange har prøvet at forklare Direktøren, at ”gratis smagsprøver” ikke betyder, at man må tømme den lille rundbuttet, Irma dames fad for bløde rugbrøds firkanter med low fat K-salat. Så fattige er vi trods alt heller ikke.

I fredags var jeg til et lille arrangement på kontoret, da en student kækt adspurgte til mine kontinuerlige visit fra manden i mit liv: pakkeposten. DHL, UPS & Post Danmark. Kært barn har mange navne, og jeg elsker dem alle lige højt. Alligevel var der noget i studentens toneleje, der insinuerede, at jeg måske var en smule materialistisk, ja måske endda - (dramatisk pause) - en smule overfladisk.

Mig. Materialistisk. Overfladisk?

Så nej. Jeg vedkender mig, at jeg ikke bygger vandbrønde med mine bare manicurerede hænder i Uganda eller stavrer rundt i 10 cm hæle op og ned af fremmede trappeopgange til ”jeg-gør-kun-det-her-så-jeg-kan-sige-det-til-mine-venner” indsamlinger. SORRY. Men jeg står jo heller ikke med rynket næse og meddeler disse fornuftsvæsener, at deres jordslået undertrøje fra Bilka kombineret med forargelig nusset og forvasket Saint Tropez cardigan, burde proppes i UFF papkassen sammen med al den andet storsindede goodwill, de støtter sig så fortrøstningsfuldt på.

Jeg nøjes højest med at tænke tanken. Undtagelsesvist.

Så, hvor stammer denne trang til at være hovskisnovski over for dem, der nu engang har erklæret sig indforstået med, at man gerne må blive en lille smule lyksalig indeni, når der tikker en e-mail fra Net-a-Porter ind med teksten:

“Your order has now been shipped and your DHL Tracking number is…”

The September Issue begynder med, at Anna Wintour (med kølig stemme) udtaler:

“What I often see is that people are scared of fashion–because they’re frightened or insecure, so they put it down. On the whole, people who say demeaning things about our world, I think it’s because they feel in some way excluded or not part of the “cool group.”

Så hvad kan vi lære af dette. Du og jeg sødeste M er part of the ”cool group”. And the’re not. Hvis bare vi havde levet i 80’erne, havde vi haft matchende ”Pink Lady” jakker med påsyet nametags (ingen lyseblå – kun pink), og et fast bord i kontorets kantine, hvor ingen ville vove at sætte sig. Forbeholdt the ”cool group”! (Ondt-og-hjerteskærende-skurke-grin)

Måske lod jeg mig rive lidt med. Det er jo bare et advokatkontor. Ikke Rydell High. Og i virkeligheden er de egentlige magthavere kontorets hårdtilkæmpet partnerkreds. Dér er i hvert fald et bord, hvor jeg ikke tør sætte mig (faktisk foretrækker jeg at sidde sammen med picco’erne – ung med de unge og alt dét dér).

Glæder mig til at se dig i DVF-kjolen. Du ligner utvivlsomt Alexis-”I’ve-never-had-to-pay-for-it-Ashley,-have-you?”. Måske skulle du lige tag et lille ”swing by the office”. Jeg giver en stærk whiskey sour ”on the rocks” og så ser vi, hvem af jakkesættene, der vil spille Don Draper.

Kys fra din A.

I've never had to pay for it, Ashley, have you?

2011-04-02T01:44:00.006+02:00

Kære A.

En af mine gode venner og jeg har en stående aftale om at vi skal sørge for at gøre det hele lidt specielt, lidt hyggeligt, når førstafdøde tager billetten. Nu kunne man jo forestille sig at dét ville indebære højtidelig spreden af aske ved de danske strande på en sommerdag, ledsaget af grådkvalt nynnen fra højskolesangbogen. Men nej. Vi har aftalt, at længstlevende arrangerer, at den andens Kopf gennemgår de nødvendige processer, der kræves for at ende som skrumpehoved. Inklusive snor til ophæng.

Til formålet skal anskaffes en lyserød (mig) eller turkis (hende) autocamper, der skal rejse land og rige rundt, mens førstafdøde skrumpehoved dingler rundt under et klistermærkebesat førerspejl til lyden af Tim Buckley eller Martha Wainwright. Af hensyn til landets love kan ingen af os naturligvis kradse af, før vi er blevet så gamle, at længstlevende er ligeglad med implikationerne af en behørig plet på straffeattesten. Samtidig skal det ske inden selvsamme får inddraget sit kørekort. It's a narrow window. Jeg har forlangt at blive iklædt Karen Blixen hat, jeg tror det vil medføre en lykkelig overgang.

Grunden til, at jeg kom til at tænke på det, var, at mens du går rundt i din yndige tapetserede lejlighed uden Direktøren, og prøver tøj i den dybe stille ro, har både Litteraten og jeg været alt for meget hjemme. Det har været lutter lykke og tætte omfavnelser, men i går skete det så. Sammenstødet.

Efter stort set at have færdigindrettet lejligheden, har jeg nu tid til at koncentrere mig om at pleje min indre fashionista igen (tiltrængt efter jeg har gået rundt med støvler fra Føtex, oh my god, i hele flytteperioden.) Jeg tunede med drømmeriske øjne ind på Outnet for at finde kjolen til snarlig indflytterfest. Og åh!

Som du selv så venligt har påpeget er min stil Marilyn vs. Alexis vs. Joan over tunge lyserøde cocktails (uden tvivl det sødeste nogen nogensinde har sagt til mig). Ergo, denne kjole --> Lige mig. Indrømmet, indrømmet, Alexis-”I've-never-had-to-pay-for-it-Ashley,-have-you?” har albuet de to andre lidt ud i kulissen, men hun er jo intet mindre end fantastisk. Hvem husker Krystle goodie two shoes, ”I’ve-got-something-you-don’t- have: Integrity.” Pfff. Hvem husker overmelankolske kønsløse Sandra fra Grease før hendes makeover til fræk daring supahot chick? Ikke mig i hvert fald. Så det var intet mindre end øjeblikkelig kærlighed, da mit øje spottede denne lille glitrende fristelse, blandt alle de andre. Jeg vendte fluks skærmen rundt, og viste glædesstrålende den djævelske sag til Litteraten, der – oh ve – replicerede.

”Leopard? Er det ikke lidt tacky?”

Jeg nåede ikke engang at svare, ”det er ZEBRA, I-K-K-E leopard”, før jeg kunne mærke, at mit ansigt havde rimpet sig sammen à la Skrumpehoved Parfait. Intetanende fortsatte Litteraten sine gøremål, alt i mens Skrumpehoved Parfait udviklede sig til Skrumpehoved Gone Wrong.

Hvordan han reddede den på målstregen er lidt af et mysterium for mig, og det er heller ikke vigtigt. Det vigtige var, hvordan den tilsyneladende harmløse bemærkning kunne få mit ansigt til at vende vrangen udad på mindre end ti sekunder.

Det var et kultursammenstød i samme boldgade, som dengang Litteraten af vanvare kom til at sige:”Du er så meget mere end dine sko”. En bemærkning, der til hans store overraskelse udløste et rasende hulk og en udvandren med skingrende stemme.

”Det er det VÆRSTE, du nogensinde har sagt til mig!!!” (BANG).

Man behøver ikke researche meget for at vide, at der er en mandlig manuskriptforfatter bag scenen i filmen ”Bobby”, hvor Martin Sheen på knæ for Helen Hunt befrier hende for den materialistiske byrde ved at bære designersko under øm monolog til lyden af et sagte klaver og strygere, der gradvist forstærkes som ordene falder:

“Oh Samantha!”(Klimpre klimpre) ”You are more than the shoes on your feet or the designer dress on your back. You are more than the purse you carry or the money inside. You and I are more than the stuff, more than the things in our lives." (KLIMPRE KLIMPRE) ”Some where between our things, our stuff, is us. And I don't wanna loose us.”

Naturligvis - det er jo Hollywood – sukker Helen Hunt henført og lettet, mens hun lader Mr. Sheen afklæde sine fødder, inden hun til sidst grådkvalt lykkelig udånder:

”I don’t wanna loose us either.”

It’s got male fantasy written all over it - lad mig redde dig, baby. Fra dine Louboutins.

Nu skal man jo ikke kimse af male fantasy, og enhver kan have brug for at blive reddet bare en lille smule engang i mellem. Jeg skal derfor ikke undsige mig, at jeg selv i den rette situation ville kunne have tænkt: Oh what the hell, lavet trutmund, og hvisket:

”Åh ja, red mig fra de u-u-uhyggelige sko.”

Ville dét have handlet om skoene? Nej.

Det kunne imidlertid lige så vel have endt med et:”Det er det VÆRSTE du nogensinde har sagt til mig!!!” (BANG). Så ville Mr. Sheen sidde tilbage ulykkelig og forvirret på hotelværelset med runde opspilede øjne, rander under dem og en drink i hånden, mens han funderede over, hvor uforståelige kvinder er (og det ville med ét slag have været en dogmefilm.)

For 1) Vi ved det godt, at vi er mere end vores tøj. Vi ved det meget godt, endda. Og 2) Vi bruger vores tøj som en måde at udtrykke os på. Det er tøjet, der bliver til os, når vi tager det på, ikke omvendt. Der er en forskel. En forskel, der kan forvandle et velmenende forsøg på indlevelse til en utilsigtet fornærmelse, og få os til at føle os som misforståede kunstnere, der lever alene med vores vision og kold dåseravioli på et kvistværelse alt for langt ude mod Vestegnen. (Høje-Taastrup måske, brrr).

Anyways. Godt, at Direktøren snart kommer hjem. Godt, at Litteraten er tilgivet (velmenende forsøg giver point, når ansigtet først har vendt vrangen indad). Godt, at Mogens kan sætte dig på plads. Godt, at du stadig tror på det, når forældre ser ud som om de har kontrol over kontinentet - det er ellers bare noget vi lader som om, fordi det skal vi. I virkeligheden er vi rædselsslagne.

Kys M.

Ps. Jeg vælger høfligt at overhøre din yogaforespørgsel.

The Art of Being Independent

2011-03-29T16:15:00.006+02:00

Kære M

Jeg er single.

Altså de facto er jeg kun single i 5 dage, mens Direktøren er på skiferie med hele sit gamle slæng fra den tidlige ungdom. De tror stadigvæk de går i gymnasiet. Logger hele tiden ind via app'en "facebook places" på diverse franske bjergtoppe for efterfølgende alle at "synes godt om". Det er lidt sødt. Og lidt sørgeligt. Men de kan drikke dåseøl, spise hvidt brød med tandsmør og have den samme øl-plettede t-shirt på 5 dage i træk uden at møde det kvindelige "bliver-du-ikke-snart-voksen"-blik. Og de elsker det.

Jeg kan også godt lide tiden som interimistisk single.

Jeg nåede lige at kysse direktøren farvel, for derpå at udbryde "såååå gik Far. Jaaaaa han gjorde. Sååå gik han" med baby-talk-stemme. Katten Mogens kiggede på mig med en misbilligende mine, som om han tænkte, "åh lad vær med at behandle mig som et menneske, du ender bare som en sær og enlig kattedame". Got it. Lad vær med at tale højt til katten.

Efter mindre pink maraton af Ole-Henriksen-Gunbritt-Organic-Pharmacy-grøn-te-Jane Austen-Keira-Knightley-one-person-only-party gik det op for mig, hvor meget jeg egentlig elsker mit eget selskab. Altså ikke på den dér narcissistiske, selvtilfredse måde (hvad sker der for, at Lykke taler til sig selv i spejlet? - og hvad sker der egentlig for, at spejlbilledet svarer?). Bare rart at være helt alene i sit lille hjem. Kunne prøve alle mulige mærkelige kombi'er af grå leopard haremsbukser med lyserød Stine Goya blazer. Ikke at Direktøren ville løfte et øjenbryn. Kender min kærlighed for prinsesse møder cirkus møder seriøst advokatfirma-mix. Men føler mig stadigvæk lidt dum, hvis han kan høre, at jeg står og prøver silkebluser, korte nederdele og palliet yndige festkjoler i timevis, indtil hele mit klædeskab ligger på gulvet, og mest af alt ligner bombekrater fra løssluppen missil.

Der gik 2 dage, så ville jeg gerne være i et forhold igen.

Det startede med, at jeg så TV2's nye krimiserie "den, der dræber". Fuck. Forsøgte at forklare min bedste veninde, at hun ikke burde cykle hele vejen hjem til Nørrebro sådan mutters alene. Nørrebro er farligt, man kaster med brosten og hun ville have det langt bedre, hvis hun lå trygt og holdt mig hårdt i hånden hele natten. Hun bed ikke på. Ville hellere hjem til sin kæreste. Prøvede at forklare hende, at den slags bemærkninger ikke var særlig passende nu, hvor jeg lige var blevet single. Afvist. Skiferie tæller åbenbart ikke som single, og hun kørte fredfyldt hjem gennem mørket til Nørrebro. Hvorfor var hun ikke bange? Er det sådan noget man bliver fra den ene dag til den anden. Voksen - og dermed ikke længere bange for bussemænd under sengen? Hvad gør man egentlig når man får børn, men selv er skideangst?

Vil afgjort melde mig til halsbrækkende form for selvforsvar. Eller jiu-jitsu. Eller måske bare en risikobetonet form for astanga-yoga. Får nemlig virkelig nemt blå mærker. Skal vi ikke gå til yoga sammen?

Kys, Din A

Ps. Jeg bruger faktisk ikke Organic Pharmacy. Synes bare altid det er dét mærke, som alle de smarte PR-personer, [indsæt selv]-assistenter og Medina bruger, når de bliver adspurgt i bladene. Skulle derfor lige lade som om.

Om at være et træ, og om mit barns visdom

2011-03-25T08:52:00.009+01:00

Kære A.

Baps? Kan man hedde det? Det er det helt fantastiske ved den nye navnelov, at der nærmest ikke er nogen grænser for fantasien. Peter og Anna Boller er nu en realitet. Faktisk kan man også hedde det til fornavn. Bolle Boller. Men der er nu nok ingen grund til at bekymre sig, hvis man skal tro et opslag jeg så i dag. Der var afholdt en navnekonkurrence til et nybygget bibliotek. Og af de 138 forslag, annoncerede man stolt, havde man nu valgt det bedste – det originale, det fængende (fanfare):

”Biblioteket”

Der er åbenbart grænser for fantasien.

Jeg kørte med bussen i dag, og jeg må sige, at jeg holder af den danske tradition, hvor

vi alle sammen behandler hinanden som træer.

Jeg ser du er levende, men i virkeligheden er du et træ, og det er ærlig talt sådan lidt mærkeligt at begynde at pludre til et fremmed træ. Gamle damer, undskyldt, naturligvis, gerne. Men under ingen omstændigheder midaldrende overjoviale mænd, der siger ting som ”mæ’ godt humør så glider det hele lidt bejer” (under en slet skjult fynboaccent) og ”det er å hyggeligt, nå’ det regner, hvis man har husket å ta' paraply mæ' ”. De skal ikke pludre. Især ikke, hvis de interesserer sig for ornitologi og bor i udkanten af Roskilde.

Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at være et træ, forbandede at jeg ikke havde stiletter på (stiletter kan have en afskrækkende virkning på typen, det er som om de gør dem lidt bange). Men der var ingen nåde. Han havde spottet mig, han havde besluttet sig, og fra sædet overfor gjorde han alt for at fange mit blik, mens han halvhjertet smurte et par af sine velklingende replikker af til en stakkels gammel dame, der (selvfølgelig) smilede høfligt. Jeg vendte siden til, indførte glastomme øjne, drejede mig halvt bort.

Niks. Ingen effekt. Det hjælper ikke, når man har et barn med, de er indgangsbilletten for mennesker, der nægter at respektere, at man er et træ. Typisk.

Ovre fra den anden side, trak han en ordentlig portion luft i lungerne, og råbte over mod mig.

”Hvooor gammel æ han?”

Han viftede dumt med sin finger, og pegede på min dreng, der straks replicerede ved at kigge olmt tilbage på ham fra klapvognen.

”Ahehe. Fire år”, anstrengt smil (lad mig være et træ, lad mig være et træ) ”Ahaha, ja han er kær, det er han”.

Så begik han fejlen, kiggede indsmigrende på min søn, som han tydeligvis allerede da havde undervurderet, forsøgte at fastholde hans blik, mens læberne smilede, så de rystede og blev helt gummiagtige. Han lænede det runde hoved fremad uden overhovedet at ænse min søns forsøg på at ignorere ham. ”Hejsa? ”Hej?” ”Heeeeeej?”

Min lyshårede brød busidyllen abrupt. ”Dumme!” råbte han vredt, mens han trak klapvognsskærmen op over sig med et smæk.

Der blev stille et par sekunder, den gamle dame holdt vejret. Et øjeblik kiggede vi alle tre lidt forvirrede på hinanden over den åbenlyse sandhed, der netop havde braget ud i bussen. Men gudhjælpemig om den joviale ikke blev ved.

”Det gøøør ikke noget” (nej, det havde jeg sådan set heller ikke regnet med, det er dig, der ikke forstår, at vi er træer. Man taler ikke til fremmede træer. Fremmede træer gider ikke tales til, de er ikke grønne planter, de har en god solid stamme, de vokser ikke bedre, hvis man pludrer jovialt. Faktisk dør de lidt af det. (Gammel-dame-pludder undtaget, selvfølgelig))

”Det’ sådan noget som børn gør.” Hans øjne plirrede mod mig, belærende. ”Det’ lissom voksne, de vender sig såd'n lidt vææk, og glor li' ud i luften, hvis de ikke gi’er snakke.”

Aha. Foruroliget over, hvor meta samtalen var ved at udvikle sig, og da jeg som voksen ligesom ikke kunne tillade mig, at råbe ”Dumme!” og trække en skærm over hovedet, prøvede jeg at glatte lidt ud.

”Ja, ahaha, det er bare en fase, hvor han er lidt uhøflig”.

Det skulle jeg ikke have sagt.

”UuuuHØFLIG? Børn kan ækk’ være uhøflig!’”

Jeg spejdede nervøst efter stoppestedet. Men jeg slap ikke. En tirade af indignerede floskler væltede ud over mig, og jeg krympede mig mere og mere som den ravnemor jeg tilsyneladende måtte være, der havde vovet at kalde mit barn for uhøfligt. Oh skam. Oh, ikke anerkendende moder. Oh, stakkels, stakkels barn.

Reddet af stoppestedet. Ud på to hjul, så det nærmest slog gnister. Smilet på mit ansigt var mere anstrengt end Rønn, når hun er gladest.

På gaden kunne jeg mærke lettelsen strømme igennem mig. Da jeg havde kørt et par meter med klapvognen, slog min lyshårede skærmen ned igen, og vendte sig om, smilende til mig med skælmske øjne.

”Fuck!” konstaterede han tørt. Jeg gav ham ret på stedet.

Må huske at købe og bære disse næste gang jeg skal med bus.

Ikke megen fashion, men masser af bus og biblio over mit liv pt.

Kys

din M.

ps. Jeg var by the way i sorg over, at du har solgt det orange mesterværk videre. Den ville have klædt dig strålende at the office.

Three Quarters of An Orange

2011-03-22T19:50:00.006+01:00

Kære M

Når vi en dag udgiver en bog, skal den ikke hedde "Michael Laudrups tænder". Hvorfor dog opkalde en bog efter et tandsæt på en 45-årige mand, når man kan kalde den ét eller andet lækkert med pink skråskrift og et dyrt hardback cover. Trust me. A book IS judged by it's cover.

I fredags læste jeg bloggen anywho.dk. Det er ellers ikke én af mine favoritter. Synes personligt ikke, at det er særlig imponerende, når tændstikstynd topmodel hopper i oversized herreskjorte og et par jeans som ligner noget Kelly og Brenda havde på i de gamle afsnit fra 902010. Og jeg ved godt de styler dem fra X-faktor. Problemet er bare, at deltagerne ofte ligner gæstestjener fra Cirkus Benneweis.

Nå, men dagens indlæg involverede et lille orange kunstværk fra Vanessa Bruno. Jeg fandt den kl. 6.30 om morgenen, mens manden stadigvæk sov (min SSB, også kendt som "secret single behavior"). Jeg var forelsket, og pludselig måtte jeg eje det coral-farvet-master-piece. Net-a-Porter havde utvivlsomt haft den. Også Browns Fashion havde været modig og købt ind. Men SOLD OUT, stod der med store, triste bogstaver, da min ven google fandt de gamle links.

At the Office: Vanessa Bruno stores in paris. Min kontor-roomie, fodboldfanen Hardy, kiggede op, da jeg på mit lettere rustne fransk forklarede, at "oui, oui, ORANGE", og slukørede måtte lægge på til skinger, fransk latter, der skreg "sold out". 2 timer efter havde jeg ringet til alle VB-butikker, Gallery Lafayette, Printemps, Barneys og Harrods. SOLD OUT.

Jeg ringede og skrev til så mange butikker, at jeg til sidst havde mistet al farve i ansigtet, og overvejede, om jeg ikke burde melde det som "halv fridag". Om eftermiddagen havde den værste skuffelse lagt sig, da min telefon ringede. "Hej-det-er-Baps" sagde personen med stor entusiasme. Baps. Baps... var ret sikker på, at jeg ville kunne huske, hvis jeg havde haft en ven ved navn Baps. "Butikken. På Gl. Kongevej". Ah. BAPS. En klokke ringede, og jeg så petit bateau, sonia rykiel og alle mine andre franske veninder passere forbi mig. "Vi har den orange jakke".

Hardy fik en sving om. Han er ellers ikke til den slags. Og måske var det mere mig, der svingede Hardy. Ville ønske du havde været der. Så havde vi røget en hemmelig blå kings oppe på taget, og fejret den orange skønhed.

Har dog allerede sagt farvel til den igen. Nu er den på vej til Aalborg, hvor der bor én der ønskede sig den endnu mere. Til gengæld er der en SOLD OUT Isabel Marant jakke på vej til København. Bytte, bytte købmand. Aldrig bytte om igen.

Din A